Kære FYGO-medlemmer

Jeg håber, i alle er kommet godt ind i det nye år.

Nu nærmer årets FYGO-internat sig, og vi glæder os til at byde jer velkommen til et spændende program og nogle sjove dage sammen. Det er også tid til årets generalforsamling og dermed også valgtid. Vi har tradition for nogle gode kampvalg, og det er herligt, at så mange af vores medlemmer har interesse i at tage del i det organisatoriske arbejde.  Det er spændende opgaver, som giver anledning til at blive klogere på, hvad der foregår bag kulisserne i en hverdag, der ind i mellem ikke virker helt gennemtænkt! Det er her, man har en chance for at få indflydelse og gøre sine meninger gældende. Når det er sagt, er det selvsagt også vigtigt, at man går ind til arbejdet med et ønske om netop at gøre en indsats og lægge et stykke arbejde. Det kræver tid og indsats, men er – synes jeg – det hele værd! Vi glæder os til at byde nye medlemmer velkomne, der bliver ledige poster i både de associerede udvalg såvel som bestyrelse. Hold øje med hjemmesiden, hvor vi vil poste et overblik over ledige poster, når generalforsamlingen nærmer sig.

Om ikke alt for længe vil de af vores medlemmer, der er prækursister, modtage et spørgeskema vedrørende opnåede kompetencer. Baggrunden herfor ligger i forlængelse af vores tidligere kampagne: Giv kniven videre. Oplæringsvilkårene i praktiske færdigheder – kirurgisk såvel som obstetriske – udfordres løbende. Dette af den faldende kandidatalder og et deraf følgende ringere erfaringsgrundlag kombineret med stigende produktionskrav i den kliniske hverdag. Det efterlader speciallæger halsende for at nå det hele og afdelinger, der har svært ved at honorere kravene til både uddannelse og produktion. Vores formål er hverken at hænge enkelte individer eller afdelinger ud, men derimod at belyse de udfordringer, der gør sig gældende, så vi kan målrette vores indsats for at sikre hver enkelt uddannelsessøgende de fornødne rammer for en ordentlig klinisk oplæring. Jo højere svarprocent, jo mere kan vi bruge undersøgelsen til, så jeg tillader forhåbningsfuldt mig selv på forhånd at sige tak for, at i vil bruge 10 min. af jeres tid på at svare os.

Jeg synes altid, der er noget opløftende ved at krydse nytårets grå mørke med en bevidsthed om, at vi går en lysere tid i møde. På samme måde ser vi i bestyrelsen frem mod det nye års udfordringer. Vi starter med at se frem til at se så mange af jer som muligt til internatet på Christiansminde d. 19.-20. marts, hvor der som sidste år vil være både faglig stimulation, sociale arrangementer og underholdende indslag hen over to dejlige dage. Vel mødt i Svendborg!

På vegne af bestyrelsen

Maria Cathrine Schmidt
Formand

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

*